Follow

Bestyrelsesbeslutning vedr. ejerforhold og kapitalforhøjelse

24 March 2022 - 10:37

Nasdaq First North Growth Market Denmark
Selskabsmeddelelse nr. 41/2022                                                                           Odense, 24. marts 2022
*Meddelelsen indeholder intern viden*

Bestyrelsesbeslutning vedr. ejerforhold og kapitalforhøjelse

I overensstemmelse med tidligere udmeldte planer om at sikre yderligere finansiering til den ønskede udvikling og vækst har Scape Technologies A/S (”Scape Technologies” eller ”Selskabet”) modtaget tilsagn fra Shenzhen Scape Technologies Co., Ltd., Shenzhen, Kina om tilførsel af op til DKK 18,5 mio gennem udstedelse af nye aktier mod kontant indbetaling.

Bestyrelsen har på denne baggrund i dag besluttet at indstille til den kommende ordinære generalforsamling at der gives Selskabets bestyrelse bemyndigelse til i 2022 at udvide selskabets aktiekapital i en rettet emission til Shenzhen Scape Technologies Co., Ltd., Shenzhen, Kina med op til nom. DKK 8.000.000 aktier til markedskurs, mod kontant betaling og uden fortegningsret for selskabets aktionærer.
  
Kapitalforhøjelsen forventes gennemført i perioden 1. maj 2022 til 30. september 2022.

I forbindelse med den planlagte kapitalforhøjelse gennemføres følgende ændringer i selskabets ejerforhold.

Omstrukturering af ejerforhold ift. Selskabets kinesiske aktionærer
Selskabets største aktionær er i dag Shenzhen Maxonic Automation Co. Ltd., Shenzhen, Kina (”Maxonic”), der ejer nominelt DKK 1.250.001 aktier i Selskabet og nominelt DKK 6.059.770 aktier via MaxAuto Company Ltd., Hong Kong (”MaxAuto”). Sidstnævnte selskab er 100% ejet af Maxonic.

MaxAuto og Maxonic har i dag besluttet at overdrage selskabernes samtlige nominelt DKK 7.309.771 aktier i Scape Technologies A/S til det fælles joint-venture selskab Shenzhen Scape Technologies Co., Ltd., Shenzhen, Kina (”Scape China”) til markedskurs.

Aktierne forventes overdraget den 30. april 2022.

Afhændelse af aktierne i det kinesiske joint-venture selskab
Scape China er stiftet som et joint-venture selskab mellem Selskabet og Maxonic, og Selskabets ejerandel i Scape China er p.t. 17,4%.

I forbindelse med omstrukturering af ejerforholdene afhænder Selskabet dets aktier i Scape China, således der ikke vil være krydsejerskab mellem selskaberne. Transaktionen forventes gennemført i Q2/Q3 2022.

Selskabets aktier i Scape China overtages af Shenzhen Shijiabo Investment Partnership, et investeringsselskab kontrolleret af Fu Yu Chen, og bruttoværdien af aktierne på ca. DKK 3,1 mio. forventes benyttet til investering i en eller flere af Scape Chinas samarbejdspartnere i Kina, eller alternativt stiftelse af et nyt kinesisk joint-venture selskab. Forhandlinger pågår om dette.

Gennemførelse af kapitalforhøjelse i Selskabet
Scape China har givet tilsagn om tegning af op til nom. DKK 8.000.000 aktier til markedskurs, mod kontant betaling. Markedskursen er fastsat til DKK 2,32 per aktie svarende til gennemsnitskursen på Selskabets aktier de seneste 20 handelsdage. Bruttoprovenuet vil således udgøre op til DKK 18,5 mio.
Kapitalforhøjelsen forventes gennemført i perioden 1. maj 2022 til 30. september 2022 efter forudgående bemyndigelse på Selskabet ordinære generalforsamling, der forventes afholdt den 27. april 2022.

Det forventes, at Scape China efter kapitalforhøjelsen vil have en ejerandel på 51% af Scape Technologies A/S.

Baggrund for omstrukturering af ejerforhold og kapitalforhøjelse
Scape Technologies er fortsat en venturevirksomhed, og da der for nuværende ikke er en positiv indtjening eller positivt cash flow i Selskabet er den fortsatte drift af Selskabet samt potentialet for at udnytte de konstaterede markedsmuligheder, afhængig af tilførslen af yderligere likviditet.

Scape Technologies gennemførte ultimo 2020 en aktieemission med fortegningsret for eksisterende aktionærer med henblik på at opnå et nettoprovenu på op til DKK 45 mio. Emissionen gav et nettoprovenu på 30,5 mio. og bestyrelsen for Selskabet har løbende undersøgt mulighederne for at rejse yderligere ca. 15 mio.

Behovet for kapitaludvidelsen ligger i tråd med tidligere udmeldte planer om fortsat eksekvering af Selskabets vækst- og internationaliseringsstrategi med behov for øgede investeringer i forskning, produktudvikling og udvikling af distributionskanaler, herunder

  • Øget research inden for især 3D sensor teknologier, griberteknologier, og Artificial Intelligence/ Machine Learning i forbindelse med industrielle robotløsninger, som indgår i Selskabets løsning.
  • Udbygning af Selskabets produktportefølje.
  • Intensiveret opbygning af internationale salgs- og distributionskanaler med henblik på en skalering, således, at størsteparten af salget af Selskabets løsning til slutkunder kan finde sted gennem et bredt distributionsnet og dermed uden en direkte salgsindsats fra Selskabets side.
  • Intensiveret satsning på SMV-markedet med enkle og konkurrencedygtige løsninger.
  • Indsalg til nye industrier, herunder etablering af et nyt globalt markedsområde indenfor den hastigt voksende internethandel ved introduktion af løsninger til distributionscentre.
  • Investering i udvikling med henblik på kraftig vækst og udbygning af markedsområder, herunder det store kinesiske marked.

Selskabet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt at de kinesiske ejerforhold omstruktureres, som beskrevet, således at der effektivt opnås adgang til de ønskede investeringer i Selskabet.

Om Scape Technologies
Scape Technologies, stiftet i 2004, er en fokuseret robotteknologisk virksomhed, der har udviklet den unikke binpicking løsning, SCAPE Bin-Picker. SCAPE Bin-Picker systemerne sælges i samarbejde med system-integratorer, der har ansvar for at opbygge og indkøre systemerne i kundernes produktionsapparat. I forbindelse med indkøring af binpicker systemerne leverer selskabet en række betalte services, der sikrer SCAPE systemets høje kvalitet og driftssikkerhed. Scape Technologies har bl.a. kunder i Sverige, Tyskland, Danmark, Frankrig og Kina.

Scape Technologies tilbyder en komplet løsning med fuldt integrerede komponenter og softwaremoduler, der
tilsammen skaber en sammenhængende og effektiv løsning, som kan kobles direkte sammen med de førende
seksaksede robotmærker, der anvendes i industrien – som for eksempel KUKA, ABB, Kawasaki, Universal Robots med flere.

Yderligere oplysninger
CEO Søren Bøving-Andersen, Scape Technologies A/S,
mobil: +45 2128 1128, email: [email protected]

Scape Technologies A/S
Østerbro 5C
5000 Odense C

www.scapetechnologies.com

Certified Adviser
Baker Tilly Corporate Finance P/S, partner Gert Mortensen,
mobil: +45 3073 0667, email: [email protected]

Vedhæftet fil


Provided by: GlobeNewswire
Nasdaq First North GM Copenhagen (Denmark)
Scape Technologies A/S
Scape Technologies is a Danish automation and software company specializing in the challenging field of Bin-Picking. The principal activity of the company is development, sales, and delivery of standardized bin-picking solutions, based on 3D computer vision systems....
Learn more about company

Related news

We use cookies to make your experience using IPOhub better. By using our site you agree to our use of cookies. Learn More